22.december.
Forlænge, længe siden.
Engangfor mange år siden var der en dreng, der hed Anders. Sammen med sin familierejste han over det stor hav til Canada.
Hanhjalp til med at rydde skov, så der kunne blive plads til huse og marker, ogdet var alt sammen som et stort eventyr, syntes han.
Hanhjalp de andre med at bygge deres egen bjælkehytte, og et forsamlingshus. Oghan var også ivrig med at få pløjet og tilsået.
Ogfordi han arbejdede så flittigt og sagde så lidt, blev han altid behandlet somen af de voksne mænd. Det var i sig selv nok til, at han blev glad for sig selvog for sit nye, store land.
Deteneste Anders var ked af, var at han altid var sulten. For selv om indianernevar venlige og havde vist nybyggerne, hvilke planter de skulle så, og hvor detvar bedst at gå på jagt og at fiske, så havde de alligevel ikke ret meget atspise. Og den lille flok var så omhyggelig med at samle forråd til næste år,at det forekom Anders, at han overhovedet ikke havde spist sig mæt hele detforløbne år.
Mennu var det november, og høsten havde været stor. Da mændene sad omkringbålet, blev de enige om, at nu ville de have fest.
"Imorgen går vi på jagt efter vilde kalkuner", sagde de.
"Sålaver vi majsbrød og græskarkager og hyldebærsyltetøj", sagdekvinderne. Og så snakkede de om andre madvarer, om kartofler og bønner ogsøde sager, så Anders ligefrem kom til at savle!
"Såkan vi alle sammen spise lige så meget, vi vil!" spurgte han, for han varså ivrig nu, at han helt glemte at tie stille.
"Ja,lige så meget man vil", smilede hans far.
"Vihar været heldige og fået en fin høst, så nu skal vi rigtig være glade….."
DaAnders samme aften skulle i seng, glemte han helt hvor sulten han var, og istedet fantaserede han om det store festmåltid.
Ognu var Anders sikke på, at han nok skulle få det rart i det store nye land,der lå så langt væk fra hans gamle fædreland.