14.december
Denrigtige dukke.
Afalle dukkerne i legetøjsbutikken var der kun èn, Ellen ønskede sig til jul.Den havde den helt rigtige størrelse, og den helt rigtige slags brunt hår, oget smil, der fik Ellen til at smile tilbage igen.
Ogdesuden havde dukken et glimt i øjet, der sagde. At den også havde lyst til atvære Ellens dukke.
Såderfor fortalte Ellen julemanden om den.
Menda hun havde fortalt ham det, lidt genert (fordi det var så spændende atsnakke med selveste julemanden), var hun ikke sikker på, at hun havde sagt dettydeligt nok til ham.
"Måsketror julemanden bare at jeg mener en dukke ligesom den dèr", tænkte hunved sig selv, da hun kørte ned med elevatoren.
Detvar vel nok en skrækkelig tanke! Ellen var helt sikker på, at hvis hun ikkefik lige netop den dukke, hun ønskede sig så meget, så ville hun altid kommetil at savne den.
Hunspurgte sin mor om de ikke nok kunne gå op til julemanden igen, bare etøjeblik. Og hun så så bekymret ud at hendes mor sagde jo, de kunne de dagodt.
Såtog de igen op til den etage hvor der var legetøj, og Ellen styrede lige henimod julemanden. Der stod en lang række drenge og piger og ventede på at kommetil at snakke med ham, så Ellen gik hen for at hilse på dukken først.
Mendukken var væk, der var ingenting at se, hverken hår eller smil eller øjne ogalt der dèr. Der sad en anden dukke på det sted hvor den havde været.
"Åhnej" sagde Ellen til ekspeditricen. – "Åh, hvad er der dog blevetaf den dukke, der var her lige for et øjeblik siden "?
"Dener blevet pakket ind og lagt til side" sagde pigen. "Der er nogen derhar bestilt den".
"Erdu sikker på det "? Sagde Ellen med tårer i øjnene.
"Selvfølgeliger jeg det", sagde pigen og løftede en æske op. "Se selv!"
Afhentes,stod der på æsken. Det kunne Ellen godt læse. Hun kunne også godt læse hvadder mere stod.
"TilEllen Pedersen, en sød pige", læste hun højt. Så sukkede hun dybt oghenrykt, tog sin mor i hånden og gik hen imod elevatoren igen.
"Jamen,Ellen", sagde moren – "Skulle du ikke snakke med julemanden èn gangtil? Var der ikke noget du skulle sige til ham?"
"Jo,der var", sagde Ellen med et smil. "Men nu behøves det ikke. Detlader til at julemanden ved alt, hvad man behøver at vide".