1. december blev de tomme tændstikæsker taget frem. De var samlet året igennem og skulle beklædes med sølvpapir og forsynes med hank, så de var klar til at hænge på juletræet. Når mor skulle bage, blev æggene pustet ud, og de tomme skaller blev på samme måde dekoreret med sølvpapir, så de kunne hænges på træet. Når lysene skinnede i dem, lignede de glaskuglerne, som nogle butikker importerede fra Tyskland. I annoncerne hed de ”originale juletræsprydelser”. Hver eneste eftermiddag og aften i hele julemåneden var vi optaget af juleforberedelserne. Og når vi fik lov til at komme med til byen, blev næserne trykket flade mod butiksruderne.
Bag dem var der nisselandskaber – og nogle nisser kunne bevæge sig. Vi fik lov til at vælge et klippeark med julepynt, som kunne supplere de flettede hjerte, guilanderne og al den anden hjemmelavede julepynt. Det hele skulle være færdig otte dage før jul. Så blev det lagt på en bakke og fyldt med pebernødder, dadler, rosiner og andre godter – klar til at hænge på juletræet, når de voksne pyntede det lillejuleaften. Vokslysene blev sat fast på træet ved hjælp af nåle, der blev fæstnet til lyset med smeltet voks og derefter stukket gennem grenen. Når juleaften oprandt, strålede lysene om kap med skæret fra lametta og fehår. Og i vindueskarmen blomstrede den lyserøde begonie, som kunne holde i flere måneder. Det var en dejlig aften – med risengrød og gåsesteg efterfulgt af en god nats søvn i en dejlig seng.
Der var en mandel i grøden og en lille gave til den der fik den.Efter at have sunget et par julesalmer, fik vi gaver. Der var èn til hver. Vi børn var spændte på, hvem der skulle have den største pakke. Den indeholdt en trehjulet hest, der hvert år fik ny hale og maling – og derefter gik på skift imellem os. De andre børn fik et stykke legetøj i blik, mens der gerne var et stykke tøj i pakken til de voksne. Aftenen gik med at plyndre træet og spille f.eks. billedlotteri, gnav eller filipine. Det sidste hørte sammen med pebernødderne, som var en slags erstatning for rigtige nødder. Hvis man var så heldig at få to der hang sammen, måtte man finde en at dele med – og så aftalte man at sige filipine til hinanden på et bestemt tidspunkt. Den der sagde det først, skulle have en lille gave af den anden. Midt på aftenen blev der serveret øl og æbleskiver med kogt æblemos indeni, mens far læste op fra julekort og –breve. Bagefter fortalte han spøgelseshistorier. Lige før sengetid blev julehæfterne taget ned fra træet, og der blev læst historie. Èt hæfte – ”Blæksprutten” – var forbeholdt de voksne. Sådan havde det været siden det begyndte at udkomme i 1893. Julemorgen var vi hurtigt ude af sengen. Så listede vi på bare tæer op i den kolde stue, hvor juletræet stod, for at undersøge, om der var glemt nogle godter. Oppe fra træet kiggede den gule kineser ned med sit store overskæg hængende på hver side af munden. Når vi trak i snoren, sprællede han. Og sådan levede han hvert år, indtil julen 6, januar var forbi, og han og den øvrige julepynt blev pakket væk. På samme måde som julen blev lukket ind ved at åbne døren og sige ”kom ind kære jul”, blev den nu lukket ud.