Det er altid hårdt, når man som forældre skal være vidende til, at ens unger flyver fra reden. Her har man gået og passet og plejet dem siden de blev født, og set dem næsten hver eneste dag. Det bliver en sær følelse, når de pludseligt er flyttet ud, og lever deres helt eget liv. Det er noget der skaber et tomrum indeni, og det kan være ganske hårdt. Omvendt er det også et utroligt stolt øjeblik. Det er dejligt at se, hvordan ens barn er blevet til et voksent menneske, der nu drager ud i verden på egen hånd. Det betyder, at man har gjort noget rigtigt som forældre. Det er altså altid noget, man går imod med blandede følelser.
Da min ældste datter flyttede til Aalborg for at studere, så ville jeg selvfølgeligt gerne hjælpe hende godt på vej. Jeg vidste at hun allerede havde fundet en flot lejlighed, igennem den boligforening jeg to år forinden, havde foreslået hun kunne melde sig ind i. Hun havde lige haft fødselsdag, og stort set alle havde købt køkkenudstyr og lignende ting til hende. Hun havde altså tag over hovedet, og rigeligt med møbler og udstyr. Hun burde altså fint kunne trives!
Det gik mig dog lidt på, da jeg gerne ville købe hende en virkelig brugbar gave. Noget der ville kunne gøre hendes liv bedre og mere trygt. Et eller andet, hun kunne bruge til hverdag, og dermed blive mindet om, at jeg altid er der for hende. Jeg tænkte over det virkeligt længe.
Det var dog kun fordi jeg tilfældigvis tog et smut til Aalborg, at jeg pludseligt blev inspireret. Mens jeg kørte rundt en tidlig Mandag morgen så jeg nemlig hvor mange cykler der var på gaden. Det viser sig, at rigtigt mange studerende cykler til og fra undervisningen i Aalborg. Universitetet har bygninger rundt i hele byen, og en cykel kan derfor være den eneste praktiske måde, at komme rundt på.
Jeg lagde også mærke til, at nogle af disse studerende kørte rundt på nogle underlige blå cykler med et kort på styret. Det viste sig at være byens gratis bycykler: små blå cykler, som alle frit kan bruge. Det er et flot tilbud, men de studerende på bycyklerne havde det tydeligvis hårdt. Cyklerne har alt for små hjul, og de er virkeligt tunge. Det er altså ikke en særlig behagelig cykeltur!
Det inspirerede mig til at købe min datter en lækker damecykel. Det blev tydeligt for mig, at en god cykel ville gøre hendes liv så meget nemmere. Jeg tror ikke hun var endt med at køre på bycykler uanset hvad: hun havde nok selv købt en cykel. Men som studerende på SU er det svært at retfærdiggøre at bruge særligt mange penge på en cykel. Så jeg tænkte jeg ville komme den problemstilling lidt i forkøbet, og investere i en god cykel til hende. Hun vil trods alt have glæde af den i mange år.