Som de fleste andre danskere, så voksede jeg op i et hjem, hvor man ikke gav meget for det overnaturlige. Selvfølgeligt sagde vi ting for sjov, som at det gav ”uheld” at gå under en stige, eller hvis en sort kat krydsede vejen. Men det var ikke noget vi tog seriøst: det lå ligesom i sætningen, at det bare var en røverhistorie. Vi deltog også i de sædvanlige kristne traditioner, og var da i kirke til jul, når der var bryllup og selvfølgeligt når der var barnedåb. Og ja, jeg er da selv både døbt og konfirmeret. Men det er udelukkende grundet tradition. Hvis du spørger mig, eller mine forældre, om de reelt tror at der sidder en overnaturlig mand oppe i himlen og går op i, om der bliver drysset noget vand i hovedet på et spædbarn, så vil vi alle grine af dig.
Men der er nu ét overnaturligt fænomen, som jeg lever mit liv ret meget efter alligevel. Det kommer ikke engang fra kristendommen, om end jeg ikke ville være overrasket, hvis der er noget tilsvarende i den religion. Men de fleste af os har nok hørt om konceptet: karma.
Idéen er kort sagt, at hvis du gør noget godt for andre, så vil gode ting ske for dig. Og hvis du gør noget skidt, jamen så vil den negative energi du har udsendt falde tilbage på dig, og du vil selv blive ramt af en dårlig oplevelse. Det er et rart koncept, når man – ligesom de fleste af os – har en god retfærdighedsfølelse. Det ville da være rart, hvis der var en vis balance i universet.
Det der fik mig til at tro på karma var en oplevelse jeg havde som barn. Jeg gik i skole, og var ikke særligt stor fan af det. Jeg havde fint med venner henne i skolen, men jeg havde lidt besluttet mig for, at det der undervisning ikke var noget for mig. I bagklogskabens lys handlede det nok om, at jeg ikke var særligt god til at lave mine lektier, og derfor ikke klarede mig særligt godt. Det er aldrig rart at blive gjort opmærksom på, at der er noget man ikke gør godt. Så i stedet for at tage mig sammen og lægge mere arbejde i det, så lavede jeg undskyldninger om, at mine lærer var dumme og skole ligegyldigt.
Det manifesterede sig i, at jeg begyndte at pjække fra skole. Nogle dage ville jeg påstå at jeg var syg, og andre dage ville jeg bare dreje af før skolen og løbe ud i skoven for at lege med mine venner i stedet.
Mine forældre var opmærksomme på det. Rektor havde ringet og gjort opmærksom på, at jeg missede alt for mange timer. Så de var begyndt at blive rigtigt skeptiske overfor det, når jeg sagde at jeg var syg. Jeg forsøgte selvfølgeligt at blive en bedre skuespiller. Til min overraskelse virkede det en dag! De købte at jeg var syg, og lod mig blive hjemme. Jeg var lykkelig over endelig at kunne snyde dem igen. Hvad jeg ikke vidste var, at de lod mig spille syg den dag. Hvad jeg havde glemt var nemlig, at skole skulle på udflugt: de næste tre dage stod på camping med badeland i Nordjylland. Det vidste mine forældre udmærket godt, men nu kunne jeg få lov at mærke konsekvenserne af at lyve og pjække.
Det gik op for mig den næste dag, og jeg blev helt hvid i ansigtet. Jeg havde glædet mig til at tage på camping, og til at lege i badelandet med mine kammerater! Men karma havde endelig indhentet mig.